Nyheder

IT-kriminalitet kan ramme alle – tjek jeres sikkerhed på www.sikkerhedstjekket.dk

Flere og flere virksomheder rammes af brud på IT-sikkerhed, og resultatet kan være katastrofalt: Systemer og data som ikke kan tilgås, fordi de er blevet krypteret, følsomme kundeoplysninger som lækkes og flyder frit tilgængelig på nettet eller forretningshemmeligheder som ender i dine konkurrenters hænder. Der er hvad der kan ske, hvis din virksomhed ikke har tjek på IT-sikkerheden.

I de sidste år er større og større dele af forretningen i mange virksomheder blevet digitaliseret. Det har givet mange gevinster, men betyder også, at afhængigheden af stabile og tilgængelige IT-systemer er vokset og at flere forretningskritiske data såsom kundeoplysninger nu alene ligger digitalt. Mange virksomheder er imidlertid ikke klar over hvilke sårbarheder, de står over for, og hvordan et hensigtsmæssigt niveau af IT-sikkerhed sikres.

Få styr på IT-sikkerheden – det betaler sig

At sikre virksomhedens forretningskritiske og personfølsomme data kan være en god forretning. En brist i IT-sikkerheden, som forårsager eksempelvis datalæk eller systemnedbrud, kan koste mange penge i genopretning af systemer, data og ikke mindst omdømme blandt kunder og samarbejdspartnere. Det er billigere at forebygge end at reparere, når din virksomhed først er blevet ramt.

Sikkerhedstjekket giver dig et overblik, du kan handle på

Nu er der hjælp at hente. På www.sikkerhedstjekket.dk kan du foretage et enkelt og hurtigt tjek af din virksomheds IT-sikkerhed. Sikkerhedstjekket giver dig et overblik over eventuelle sårbarheder i din virksomheds IT-sikkerhed, og du får konkret og målrettet vejledning til, hvordan du kan styrke din virksomhed mod brud på sikkerheden.

Formålet med sikkerhedstjekket er at fremme IT-sikkerhed i dansk erhvervsliv, og værktøjet kan særligt hjælpe små og mellemstore virksomheder. Som revisor kan du passende hjælpe både dig selv og dine kunder i gang ved at tage testen i sikkerhedstjekket.

Sikkerhedstjekket er udarbejdet i samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen og Rådet for Digital Sikkerhed og er gratis og anonymt at bruge.

Få gode råd fra IT-sikkerhedseksperter til sikkerheden i din virksomhed her

Kilde: Erhvervsstyrelsen 11-11-2016